Billedet og de mange ord.

Avisen “FREGNIR” nr.19 (17.-23.august 2001)

Høgni Djurhuus

“Et billede siger lige meget som 1000 ord.” En af disse fortærskede talemåder, vi så tit hører sagt med ord. Oprindelig vel reklame for en eller anden kameramager. Og siden dengang tærsket igen og igen allevegne og her. Men det er ikke alt fortærsket, der er dumt, for ikke at sige stokdumt som “ærlighed varer længst”. Det sagde jeg indvendig til mig selv, da jeg så filmen “Burturhugur”. Det dér med billedet og dyngen af ord er nu alligevel ikke så dumt.

“Burturhugur” – faroese observations – efter en halvvejs distræt åbning af kunstsfestivallen, hvor vi ikke fik lov til at se det billede, der vandt, og ikke fik at vide før bagefter, hvem der havde givet de piger tøj på, der svævede som forvildede spøgelser i mørket på scenen. Et billede siger ikke lige så meget, men 1000 gange mere end de 1000 ord, der blev skrevet eller sagt i programmet eller på åbningshøjtideligheden.

“Burturhugur” – faroese observations – hedder de tre unge mænds film. Instruktøren er færingen Teitur Árnason. Da Ulla Bøje Rasmussen lavede sine film om Mykines og Gásadal, var det tvivlsomt, om der var nogen, der kunne være bedre eller lige så gode til det. Det er der ikke nogen, der har – før nu. Filmene ligner hinanden. De har denne dybe kvalitet, der kommer frem, når de, der laver film, får dem, de laver film om, til at stole på sig. Så taler de, dokumentarfolkene, som om der intet kamera eller ingen mikrofon var på øen. Det er så ægte og så rent, at intet ord er tomt, heller ikke de tomme. Forskellen imellem Teitur og Ulla er dog, at Teitur bruger også symbolik i sin film, hvilket er almindeligt at gøre i spillefilm. Med snedige klip kommer han med bemærkninger til det, vi lige så. Fra kirken til boremaskinen på stenen. Fra snakken om kommunikation til telefaksmaskinen, der ikke fungerer. Ellers, et sted uden børn, det skulle ikke være at foragte. Den ultimative stilhed. Disse dødsdømte småpladser og oljeboreplatterne, der er kommet i deres sted, har én ting tilfælles. Der er ingen børn.

Af og til spurgte jeg mig selv, indvendig selvfølgelig, er dette en britisk socialrealistisk film af en af mestrene dér, jeg ser? Nej.

Men menneskene kunne lige så godt have været med i en film derfra. For os, der hellere tager til København et ugeskift end ud på en lille bygd, er filmen stien ind i en verden, som vi ikke kendte. Og som vi overhovedet ikke havde forestillet os var just således, som den er i filmen. Og filmen lyver ikke. Den er så overbevisende, at du glemmer den ikke. Denne verden, vi ser i “Burturhugur” – faroese observations – skal bevares,  godt nok ændres lidt, konkurrerer politikkerne om at overbevise de få vælgere om. Forskellen imellem disse bosteder og storbyen Klaksvig og Tórshavn er alt. Også den, at der har alle valgret, alle har alder til at vælge.

“Burturhugur” – faroese observations – er mere en sørgelig end en livsbekræftende beskrivelse. Beskrivelsen er realistisk. I bygden bygger man kun til ænderne. Den ene dag er den største begivenhed, at der kommer et skib sejlende forbi med lav fart. Yngstemand drømmer om at designe biler. På øen er der en smal kørevej på fem kilometer. Han prøver at designe en bil dér hvor han sidder ved vinduet på sit værelse. Nogle få svage streger på papiret. Designerbegavelse? Kald det, hvad du vil. Men når han så tegner nabohuset, som det er, går det meget bedre. Eller verdensmanden, der har stået på broen mellem verdensdelene og siddet på drikkebuler i havnene i det fjerne Østen. Nu har han tabt modet i en halvdød bygd. Jo, men dette er fantastisk filmkunst, så enkelt, så rent, så stærkt, at du glemmer at trække vejret. Og, husk på, dette er altså stadigvæk en dokumentarfilm, som vi ser. Derudover nogle gode historier fra gamle dage og fine billeder, der fuldfører mesterværket. Ingen, der ser filmen “Burturhugur”, tænker det samme om udøerne bagefter. Et vedkomende, oplysende, betagende, morsomt, sørgeligt, dramatisk, spændende, rørende, helstøbt, ophidsende, dejligt værk. Den bedste film i den færøske filmhistorie. Hvis Hattarvík dør, kommer den til at leve efter døden i filmen.

I en skuffe hos lagmanden ligger der en betænkning. Mange gange 1000 ord.

“Burturhugur” – faroese observations – siger lige så meget.

I filmen bliver to løsninger nævnt, der skal forebygge, at bygden dør. Den sidste, der bliver nævnt oppe i udmarken, er sikkert den mest brugbare. Den står ikke nævnt i betænkningen om udøerne.