Høgni Djurhuus í “SOSIALINUM” 20.04-2018

Øll hava skund, øgiligan skund, næstan detta um síni egnu bein, høvdu tey ikki ein GPS-ara í hondini.

Eingin hevur longur stundir at steðga á, seta seg niður, um ikki annað so fyri at gløa í telefonina, sum eingin kann liva uttan. Hon er einasta sambandið við umheimin og tey næstu.

Hví fólk skunda sær so nógv, veit eg ikki. Lívið verður longri og longri, kortini skunda øll sær, sum skuldu tey farið hiðani uttan telefon ella samskiftistól 8 ella 9 seinni í dag.

Tey skunda sær, men koma kortini altið ov seint.

Sum, ein segði: A/S Thorshavns Mælkeforsyning & Margarinefabrik og Raska, sera langt ímillum, bæði so og so og so.

Ein sandbátur kemur glíðandi úr mjørkanum til Hattarvíkar. Eins og vit, hyggjarin og lurtarin, koma spakuliga, spakuliga inn í heimin hjá klóka manninum í Hattarvík. –

Havi sæð filmin “Zacharias” hjá Teiti Árnasoni, sum fyri næstan 20 árum síðani gjørdi besta føroyska heimildarfilmin higartil. Hann eitur “Burturhugur”, tann í Hattarvík.

Upptøkurnar við Zachariasi lógu eftir frá 2000. Men tær gjørdust aktuellar aftur, tá bóndin í Hattarvík doyði á sumri í 2016.

Zacharias greiðir frá, arbeiðir í haganum, greiðir frá, arbeiðir. Fer at fleyga lunda. Fortelur. Setir epli niður.

Alt uttan skund. Onga telefon. Nýtt hegn skal upp, ein grótgarður skal laðast uppaftur.

Zacharias og hundurin.

Teir sita har báðir í gamla lastbilinum, sum ikki vil starta.

Gloymi ongantíð ta upptøkuna. Eingin øsing, bara tol. Hann startar, fyrr ella seinni. Og tað ger hann, lastbilurin við nýlødda akkumulatorinum fastspentum. Frálík løta.

Hetta er alt so slow, so slow, men kortini gevur hesin stívi tímin, filmurin um Zacharias varar, tær nógvar tímar av upplýsing og lívsvísdómi. Nógvar tímar at hugsa.

Hann sigur frá á sín egna hátt. Søgurnar fara ongan veg, Tær eru góðar, spennandi, stuttligar viðhvørt og nakað av reypi er eisini, fyrr var illa.

Stuttligar um vaktarskipíð, sum er vánaligari enn teirra egna skip, og krokar, meðan teir eru í havsneyð. Sum ikki ger av við teir, júst tí skipið er so vánaligt.

Um dreymarnar, sum hann kastar frá sær og ikki tekur fyri fult, tí, sum hann sigur, hann hevur tað nóg keðiligt sum er.

Alt uttan telefon, uttan teldu. Bara náttúran, tann velduga náttúra, bæði í Fugloynni og har uppi millum skýggini, dramatikkurin í skýggjunum, og hann og hundurin og frásagnargleðin. Einki órógvar. Eingin onnur rødd leggur uppí. Ongar snildar snildir.

Upptøkurnar lógu eftir, tá Teitur gjørdi “Burturhug” á sinni. Løgið, men annars hevði tann filmurin blivið ov langur. Kill your darlings.

Zacharias varð føddur í 1940, so hann hevur verið okkurt um 60 ára gamal, tá upptøkurnar eru gjørdar.

Hetta er ein farandi stílur, tíverri, við longum upptøkum, tíð og aftur tíð, slow, slow.

Eingin hevur stundir longur. Sum ein segði, sjálvt heitini á fyritøkum og stovnum eru stytt, tí fólk hava ikki stundir at siga tey gomlu, longu heitini. Ting taka tíð, tíð, sum eingin hevur. Øll skunda sær út á gravarbakkan.

Tað merkir filmin, at hann ikki er gjørdur nú, men upptøkurnar eru gamlar og tiknar fram aftur og snikkaðar til ein minnisvarða. Upptøkurnar eru gjørdar í øðrum sambandi og ikki brúktar tá.

Tú vilt so gjarna vita meira um hendan mannin. Men tað ber ikki til nú, hann er farin og situr onkra aðra staðni og fortelur sínar søgur.

Tað avmarkar filmin ikki sørt. Men hann er góður kortini.

20 ár hava ikki oyðilagt nakað.

Sandbáturin fer frá aftur, er liðugur at lossa, og glíður so líðandi út í mjørkan og hvørvur, líka stillisliga sum hann kom.

I den færøske avis “FREGNIR” nr.18 (10.-16.august 2001) skriver anmelderen Carl Johan Jensen:

Ny film af Teitur Árnason uropført på kunstfestival

Onsdag blev den første landsomfattende kunsfestival åbnet i Nordens Hus. I forbindelse med åbningen blev filmen “Burturhugur” – faroese observations, som Teitur Árnason har instrueret og skrevet manuskript til, uropført. “Burturhugur” er en dokumentarfilm, men en dokumentarfilm, der på mange måder minder om en spillefilm.

På facaden er filmen en film om livet i Hattarvík, en bygd, der – som så mange andre bygder på udøerne – er ved at uddø, og derfor en film, der – hvis den ikke var dygtigt og fantasifuldt lavet – nemt ville kunne blive uheldigt sammenlignet med Ulla Boye Rasmussens Gåsedalsfilm.

Men det er der ingen grund til.

Ulla Boye Rasmussens film er en i ordets bedste betydning antropologisk analyse af bygdehverdagen, der kører på lavt blus, og samtidig stiller den påtrængende spørgsmål om de små samfunds fremtid og eksistensret i det hele taget. Teitur Árnasons film er derimod først og fremmest en kunstnerisk beskrivelse af mennesker og deres livsvilkår. At disse livsvilkår er lige ved at dø ud, tager filmen som så ikke stilling til. De er baggrunden for den historie, der bliver fortalt om personerne og deres skæbne.

“Burturhugur” er en film, der er som en roman, ja nogle steder som et digt i billeder. Han får helheden frem ved at beskrive og bruge modsætninger. Modsætningen imellem mennesket og naturen. Mellem liv og død. Drøm og virkelighed. Mellem bygd og omverden i videste betydning. Fortællingen er fornuftigt opbygget og trin for trin og med enkel kunstfærdighed bliver seeren trukket ind i den tilværelse og den verden, som personerne i filmen lever i og skaber.

Noget, der er specielt for billedføringen i filmen, er de ofte lange dvælende billedbrudstykker, hvor der ikke synes at ske noget særligt: en spand bliver fyldt med vand, en person sidder ved et vindue og stirrer ned på sine hænder. På den ene side understreger disse billedbrudstykker den stilstand, der lidt efter lidt har lagt sig over bygdetilværelsen. Den stilstand, der kryber ind overalt. Og på den anden side får de omgivelserne, naturen: fjeldene, havet og ikke mindst vejret til at blive så nærværende, at du halvvejs mærker dem på din krop, for eksempel i det brudstykke, hvor en mand er oppe i haugen for at sætte hegn op. Den dvælende kameraføring støtter og forstærker derudover personsanalyserne, og i dem kommer også den fine sammenfletning af morskab, af humor, der er særegen for filmen.

I en tid, hvor seermediet overhovedet gør sig umage med de forsvindende korte billeder og de hurtige skift, er det en nydelse for øjet og en lettelse for sjælen, at der af og til er nogen, der tør lade kameraet dvæle og skabe et indtryk, der kræver, at seeren har tålmodighed til og sans for de små detaljer, at han f.eks. lægger mærke til trækkene og bevægelserne, der giver et ansigt dets specielle præg.

Ind imellem de næsten stillebilledagtige stykker er der klippet brudstykker, der enten viser personerne i deres daglige virke eller lader dem fortælle om sig selv og sit liv og af og til også fortælle om begivenheder i bygden før i tiden. Den mest bemærkelsesværdige af disse historier er uden tvivl historen om tordenen en sommer tidligt i halvtredserne, der var så voldsom, at det blev nærliggende for beboerne i Hattarvík at tro, at den yderste dag måske var kommet.

Som før nævnt er “Burturhugur” – faroese observations – en film, der tydeligt er tænkt og skabt som filmkunst, selv om formen er dokumentarfilmform. Den er stramt bygget op og holdt nede. Intet er taget med i filmen ene og alene, fordi det var tilgængligt i billedform eller fordi det er blikfang, men fordi det har noget at sige og driver fortællingen frem. Og det er ikke kun kameraføringen alene, men også lydsætningen og Kári Sverrisons musik, der trækker den kunstneriske intention med filmen frem. Det samme kan siges om Tóroddur Poulsens tekstindskud. Til at begynde med kan Tóroddurs digte måske forekomme unødvendige, men lidt eftir lidt forstår du, at de på deres vrangvendte og fyndige måde ligesom sammenfatter hovedtemaerne og hellere lægger til end tager fra filmen ellers.  

Det er selvfølgelig ikke let at vide, hvilket bifald en film som denne får, og hvordan den kommer til at klare sig i den hårde konkurrence om seere i udlandet, men et er der i hvert tilfælde ingen tvivl om: kvaliteten er der ikke nogen, der kan sætte spørgsmålstegn ved, for dette er et kvalitetsprodukt og klart og tydeligt: forbandet godt!

                                                                                                                        CJJ

Tórbjørn Jacobsen á Facebook 11.04-2018:

Bara einaferð havi eg verið í Fugloy, og ta ferðina gloymi eg ongantíð. Stutt fyri at Másin varð avsagdur sum flutningsamboð hjá svínoyingum og fugloyingum, gjørdu ein vinmaður og konur okkara av at vitja oynna eitt vikuskifti í september mánaði í alra fagrasta veðri. Vit búðu í Kelduhúsinum, og Árni og Marianna vóru harúti, og vit vitjaðu hesi hugfarsligu og mentaðu og tjóðskaparhugaðu fólk meiri enn einaferð.

M.a. tosaðu vit um, at Teitur einaferð hevði ætlanir um at skipa Pakkhúsið í Hattarvík til filmshús. Ein genialur og originalur tanki, sum kom upp meðan eg fekst við at vera mentamálaráðharri Føroya. Kann vera at lagna tankans hevði fingið frægari undanbyr, um kulturministarin ikki hevði gjørt ein so brádligan exit.

Við Burturhuganum hattvíkingum og havanesarum prógvaði Teitur síni sjáldsamu evnir sum kykmyndamaður. Pallsetingarnar sita framvegis undir skallanum, eftir so mong ár.

Í kvøld var ein fullsett høll í Havnar Bio vælsignað við kykmyndini “Zacharias”. Spenningurin var sum altíð løddur við ravmagni frammanundan einari frumframsýning. Kruse hevði í Útvarpinum tosað um kontemplativt mindfullness. Innhugsni. Mær kom til hugs hin gamla mannin og havið hjá Ernest Hemingway. Menniskjað sum livur í pakt við natúruna, fult og heilt. Eplini, fleygastongin, lundarnir, stikið, taljan, hundurin, fetilin, byrðan, traktorurin, útróðurin. Skipslívið, og søgan um táið Joensen & Olsen sluppin “Esther”, í kolandi stormi norðanfyri, skrædnaði um skanndekkið, allar stútturnar fóru, og hesin 16 ára gamli drongurin úr Hattarvík og skipsfelagar hansara hildu henni lens við pumpum og margarini.

Kykmyndin kann møguliga beskrivast, tað eri eg ikki førur fyri, heldur vil eg siga, at hon skal upplivast. Eftir at hava akað í ein tíma inn á Langanes aftur, við Bob Dylan í kraftblokkinum, melur hon enn í høvdinum, og tað fer hon ivaleyst at gera í nakrar dagar afturat – ella kanska líka leingi sum Burturhugur hevur gjørt mær mun.

Hin serstakliga evnaríkið Kári Sverrisson, bygdamaður mín, í svágarskapi við instruktørin, hevur skrivað tónleikin, og hesum er hann sum ikki einaferð komin ómetaliga væl frá. Tónleikurin gevur kykmyndini eina megi, sum ger, at tú situr sum á nálum frá fyrsta til seinasta bríksl. Og onkuntíð fer spontani láturin avstað við tær ímillum komuna og fráferðina hjá sandbátinum úr Fuglafirði – Sandfrakt – úr og í mjørkan – og eftir tað er gamli maðurin og oyggin aftur í ørandi einseminum.

Áðrenn niðurfaringartíð, í væntanini um ein strænan morgindag, fari eg til endans at viðmæla øllum til at leggja leiðina framvið Havnar Bio, fyri at síggja hendan filmin hjá Teiti – hann ger tær við vissu mun.

Einasta ynski, umframt alt annað, kundi verið, at Løkshøll fær kykmyndina um Zacharias til sýningar, táið Havnin einaferð er liðug at valfarta oman í miðbýin…

Avisen “FREGNIR” nr.19 (17.-23.august 2001)

Høgni Djurhuus

“Et billede siger lige meget som 1000 ord.” En af disse fortærskede talemåder, vi så tit hører sagt med ord. Oprindelig vel reklame for en eller anden kameramager. Og siden dengang tærsket igen og igen allevegne og her. Men det er ikke alt fortærsket, der er dumt, for ikke at sige stokdumt som “ærlighed varer længst”. Det sagde jeg indvendig til mig selv, da jeg så filmen “Burturhugur”. Det dér med billedet og dyngen af ord er nu alligevel ikke så dumt.

“Burturhugur” – faroese observations – efter en halvvejs distræt åbning af kunstsfestivallen, hvor vi ikke fik lov til at se det billede, der vandt, og ikke fik at vide før bagefter, hvem der havde givet de piger tøj på, der svævede som forvildede spøgelser i mørket på scenen. Et billede siger ikke lige så meget, men 1000 gange mere end de 1000 ord, der blev skrevet eller sagt i programmet eller på åbningshøjtideligheden.

“Burturhugur” – faroese observations – hedder de tre unge mænds film. Instruktøren er færingen Teitur Árnason. Da Ulla Bøje Rasmussen lavede sine film om Mykines og Gásadal, var det tvivlsomt, om der var nogen, der kunne være bedre eller lige så gode til det. Det er der ikke nogen, der har – før nu. Filmene ligner hinanden. De har denne dybe kvalitet, der kommer frem, når de, der laver film, får dem, de laver film om, til at stole på sig. Så taler de, dokumentarfolkene, som om der intet kamera eller ingen mikrofon var på øen. Det er så ægte og så rent, at intet ord er tomt, heller ikke de tomme. Forskellen imellem Teitur og Ulla er dog, at Teitur bruger også symbolik i sin film, hvilket er almindeligt at gøre i spillefilm. Med snedige klip kommer han med bemærkninger til det, vi lige så. Fra kirken til boremaskinen på stenen. Fra snakken om kommunikation til telefaksmaskinen, der ikke fungerer. Ellers, et sted uden børn, det skulle ikke være at foragte. Den ultimative stilhed. Disse dødsdømte småpladser og oljeboreplatterne, der er kommet i deres sted, har én ting tilfælles. Der er ingen børn.

Af og til spurgte jeg mig selv, indvendig selvfølgelig, er dette en britisk socialrealistisk film af en af mestrene dér, jeg ser? Nej.

Men menneskene kunne lige så godt have været med i en film derfra. For os, der hellere tager til København et ugeskift end ud på en lille bygd, er filmen stien ind i en verden, som vi ikke kendte. Og som vi overhovedet ikke havde forestillet os var just således, som den er i filmen. Og filmen lyver ikke. Den er så overbevisende, at du glemmer den ikke. Denne verden, vi ser i “Burturhugur” – faroese observations – skal bevares,  godt nok ændres lidt, konkurrerer politikkerne om at overbevise de få vælgere om. Forskellen imellem disse bosteder og storbyen Klaksvig og Tórshavn er alt. Også den, at der har alle valgret, alle har alder til at vælge.

“Burturhugur” – faroese observations – er mere en sørgelig end en livsbekræftende beskrivelse. Beskrivelsen er realistisk. I bygden bygger man kun til ænderne. Den ene dag er den største begivenhed, at der kommer et skib sejlende forbi med lav fart. Yngstemand drømmer om at designe biler. På øen er der en smal kørevej på fem kilometer. Han prøver at designe en bil dér hvor han sidder ved vinduet på sit værelse. Nogle få svage streger på papiret. Designerbegavelse? Kald det, hvad du vil. Men når han så tegner nabohuset, som det er, går det meget bedre. Eller verdensmanden, der har stået på broen mellem verdensdelene og siddet på drikkebuler i havnene i det fjerne Østen. Nu har han tabt modet i en halvdød bygd. Jo, men dette er fantastisk filmkunst, så enkelt, så rent, så stærkt, at du glemmer at trække vejret. Og, husk på, dette er altså stadigvæk en dokumentarfilm, som vi ser. Derudover nogle gode historier fra gamle dage og fine billeder, der fuldfører mesterværket. Ingen, der ser filmen “Burturhugur”, tænker det samme om udøerne bagefter. Et vedkomende, oplysende, betagende, morsomt, sørgeligt, dramatisk, spændende, rørende, helstøbt, ophidsende, dejligt værk. Den bedste film i den færøske filmhistorie. Hvis Hattarvík dør, kommer den til at leve efter døden i filmen.

I en skuffe hos lagmanden ligger der en betænkning. Mange gange 1000 ord.

“Burturhugur” – faroese observations – siger lige så meget.

I filmen bliver to løsninger nævnt, der skal forebygge, at bygden dør. Den sidste, der bliver nævnt oppe i udmarken, er sikkert den mest brugbare. Den står ikke nævnt i betænkningen om udøerne.