Burturhugur – faroese observations – et filmkunstværk!

I den færøske avis “FREGNIR” nr.18 (10.-16.august 2001) skriver anmelderen Carl Johan Jensen:

Ny film af Teitur Árnason uropført på kunstfestival

Onsdag blev den første landsomfattende kunsfestival åbnet i Nordens Hus. I forbindelse med åbningen blev filmen “Burturhugur” – faroese observations, som Teitur Árnason har instrueret og skrevet manuskript til, uropført. “Burturhugur” er en dokumentarfilm, men en dokumentarfilm, der på mange måder minder om en spillefilm.

På facaden er filmen en film om livet i Hattarvík, en bygd, der – som så mange andre bygder på udøerne – er ved at uddø, og derfor en film, der – hvis den ikke var dygtigt og fantasifuldt lavet – nemt ville kunne blive uheldigt sammenlignet med Ulla Boye Rasmussens Gåsedalsfilm.

Men det er der ingen grund til.

Ulla Boye Rasmussens film er en i ordets bedste betydning antropologisk analyse af bygdehverdagen, der kører på lavt blus, og samtidig stiller den påtrængende spørgsmål om de små samfunds fremtid og eksistensret i det hele taget. Teitur Árnasons film er derimod først og fremmest en kunstnerisk beskrivelse af mennesker og deres livsvilkår. At disse livsvilkår er lige ved at dø ud, tager filmen som så ikke stilling til. De er baggrunden for den historie, der bliver fortalt om personerne og deres skæbne.

“Burturhugur” er en film, der er som en roman, ja nogle steder som et digt i billeder. Han får helheden frem ved at beskrive og bruge modsætninger. Modsætningen imellem mennesket og naturen. Mellem liv og død. Drøm og virkelighed. Mellem bygd og omverden i videste betydning. Fortællingen er fornuftigt opbygget og trin for trin og med enkel kunstfærdighed bliver seeren trukket ind i den tilværelse og den verden, som personerne i filmen lever i og skaber.

Noget, der er specielt for billedføringen i filmen, er de ofte lange dvælende billedbrudstykker, hvor der ikke synes at ske noget særligt: en spand bliver fyldt med vand, en person sidder ved et vindue og stirrer ned på sine hænder. På den ene side understreger disse billedbrudstykker den stilstand, der lidt efter lidt har lagt sig over bygdetilværelsen. Den stilstand, der kryber ind overalt. Og på den anden side får de omgivelserne, naturen: fjeldene, havet og ikke mindst vejret til at blive så nærværende, at du halvvejs mærker dem på din krop, for eksempel i det brudstykke, hvor en mand er oppe i haugen for at sætte hegn op. Den dvælende kameraføring støtter og forstærker derudover personsanalyserne, og i dem kommer også den fine sammenfletning af morskab, af humor, der er særegen for filmen.

I en tid, hvor seermediet overhovedet gør sig umage med de forsvindende korte billeder og de hurtige skift, er det en nydelse for øjet og en lettelse for sjælen, at der af og til er nogen, der tør lade kameraet dvæle og skabe et indtryk, der kræver, at seeren har tålmodighed til og sans for de små detaljer, at han f.eks. lægger mærke til trækkene og bevægelserne, der giver et ansigt dets specielle præg.

Ind imellem de næsten stillebilledagtige stykker er der klippet brudstykker, der enten viser personerne i deres daglige virke eller lader dem fortælle om sig selv og sit liv og af og til også fortælle om begivenheder i bygden før i tiden. Den mest bemærkelsesværdige af disse historier er uden tvivl historen om tordenen en sommer tidligt i halvtredserne, der var så voldsom, at det blev nærliggende for beboerne i Hattarvík at tro, at den yderste dag måske var kommet.

Som før nævnt er “Burturhugur” – faroese observations – en film, der tydeligt er tænkt og skabt som filmkunst, selv om formen er dokumentarfilmform. Den er stramt bygget op og holdt nede. Intet er taget med i filmen ene og alene, fordi det var tilgængligt i billedform eller fordi det er blikfang, men fordi det har noget at sige og driver fortællingen frem. Og det er ikke kun kameraføringen alene, men også lydsætningen og Kári Sverrisons musik, der trækker den kunstneriske intention med filmen frem. Det samme kan siges om Tóroddur Poulsens tekstindskud. Til at begynde med kan Tóroddurs digte måske forekomme unødvendige, men lidt eftir lidt forstår du, at de på deres vrangvendte og fyndige måde ligesom sammenfatter hovedtemaerne og hellere lægger til end tager fra filmen ellers.  

Det er selvfølgelig ikke let at vide, hvilket bifald en film som denne får, og hvordan den kommer til at klare sig i den hårde konkurrence om seere i udlandet, men et er der i hvert tilfælde ingen tvivl om: kvaliteten er der ikke nogen, der kan sætte spørgsmålstegn ved, for dette er et kvalitetsprodukt og klart og tydeligt: forbandet godt!

                                                                                                                        CJJ